Historie

 

Før Bilhuset blev til Bilhuset......



 




Nexø Autoværksted omkring 1980



Zahrtmannsvej - Rønne


Aakirkebyvej - Rønne




 

 

Firmaets første domicil var Kildestræde 9 i Nexø. Bygningerne havde fra 1848 rummet Nexø Dampbrænderi og fremstillet brændevin i et halvt århundrede, før det blev overtaget af fabrikant Christian Svendsen, også kaldet ”Motorsvendsen”. Her fremstilledes  stationære petroleumsmotorer til fiskerbåde.

I 1925 startede bogholder Juul-Dam forhandling af Ford biler og mekaniker Jens Hansen blev ansat. Jens Hansen åbnede sammen med Hans Ejner Ipsen Nexø Autoværksted, og Jens Hansen drev virksomheden frem til 1960 hvor Ferd. Jørgensen, den kendte General Motors forhandler fra Rønne, overtog. Nexø Autoværksted blev udbygget og i 1961 åbnede den moderniserede virksomhed med Frede Vang som bestyrer, mens Jens Hansen fortsatte som repræsentant for GM-produkterne.

 

Den 1. juni 1975 overtog Erling Munk sammen med en kompagnon virksomheden, og fortsatte med at sælge GM biler for Ferd. Jørgensen i Rønne.

I 1980 udvidedes med forhandlingen af MAN-VW erhvervskøretøjer. Pladsen var trang, og den 15. april 1984 flyttede virksomheden ud i nye lokaler på Falckvej 1 i Nexø under navnet Bilhuset-Nexø Autoværksted.

Den 1. dec. 1985 blev bilhuset autoriseret BMW forhandler.

Den 1. april 1987 stoppede salget af GM-produkterne idet Bilhuset overtog forhandlingen af Mazda, som siden hen sammenlagt indtil 2000 var det mest solgte bilmærke på Bornholm.

Den 1. juli 1990 åbnede bilhuset en filial i Rønne i det tidligere Bil- & Traktor Co. Som bekendt var fiskerikrisen slået igennem med fuld styrke på Østbornholm, så noget skulle der ske.

Den 1. sep. 1991 købte Erling Munk samtlige aktier i Bilhuset, og umiddelbart derefter blev der opført en ny værkstedsbygning på Zahrtmannsvej 98 hvor det gamle Bil- & Traktor Co.lå. Værkstedet åbnede den 10. febr. 1992.

Den 1. april 1996 kom Suzuki bilerne til, og det satte fart i foretagenet. Bilsalget blev fordoblet og forretningen på Zahrtmannsvej blev fuldt udbygget med nyt pladeværksted og en stor biludstilling der åbnede den 9. jan. 1998.

1998 var i øvrigt et skelsættende år: Bilhuset`s 2 afdelinger blev kvalitetscertificeret ifølge Danmarks Automobilforhandler Forenings kvalitetsnormer, og af hensyn til et kommende generationsskifte blev Bilhuset Holding Nexø Aps oprettet.

I 2000 blev Mazda salget overgået af Suzuki, og Suzuki har været nr. 1 på Bornholm lige siden.

Den 1 nov. 2001 blev der skrevet kontrakt med Ford-forhandler Sven Andersen, om at Bilhuset overtager firmaet Gu. Larsen ved at købe Ejendommen Aakirkebyvej 51 ApS med overtagelse den 1. april 2002.

Bilhuset blev i 2005 færdig med indretningen i alle 3 afdelinger, således at vi lever op til fabrikkernes EU standarder.
Bilhuset er således på forkant med et mere frit bilmarked. 
 
1. jan. 2007 solgte Erling Munk sin forretning. Køberne var to medarbejdere, Salgsdirektør Søren Nimb og Personalechef Per-Martin Boesen.

Oktober 2008 blev Salgsafdelingen i Nexø flyttet til Rønne og værkstedet i Nexø fortsætter som uafhængigt værksted, men stadig under Bilhuset.